Col de Mont VentouxBeretning om turen til toppen |
|
Juli 2004 |
Egentlig indgik turen til toppen af “det skaldede bjerg”
ikke i vores cykeltur fra hotel til hotel med inkluderet bagagetransport
rundt om Vaucluseplateauet i Provence, som var fint arrangeret af Ruby
Rejser. Ifølge turbeskrivelsen skulle vi have den hårdeste etape på 5.
dagen med en 10 km lang stigning til Col de Murs (627 m). På trods af en
kraftig Mistralvind gik denne stigning forholdsvis nemt, og vi var hurtigt
fremme ved dagens mål, den lille by Mazan. Det var lørdag, siestaen var
lige begyndt, da vi spiste frokost, og der var derfor ret dødt i byen, så
vi beluttede os for at cykle lidt omkring. Flere af dagene havde vi kunne se dette majestætiske bjerg mod øst, og vi var nu kommet meget tæt på. Ved flere lejligheder havde jeg gjort Mette opmærksom på bjergets eksistens, da jeg hjemmefra havde læst beretninger om andres ture til toppen og om Simpson der i 1967 kollapsede tæt ved toppen under Tour de France. Jeg havde ikke turdet foreslå, at vi skulle køre derop. Før ferien havde ingen af os siddet på en cykel siden efteråret, og jeg vidste ikke helt hvordan mit knæ ville have det med at cykle så langt. Men nu, efter 400 km i Italien og knap 200 km i Frankrig, så situationen anderledes ud, og da vi havde siddet og set mange cyklister komme ned fra toppen, foreslog Mette, at vi skulle bruge vores overliggerdag til at forsøge at nå toppen. Der er tre opkørsler til Col de Mont Ventoux. Fra nord starter vejen i
Malaucène, fra syøst i Sault og i sydvest fra Bédoin. Den sidste skulle
eftersigende være den vanskeligste, men det var nu der, vi boede i
nærheden. Det ville være for langt at vælge en af de andre ruter. Mens mogendisen stadig lå over landskabet kørte vi søndag
morgen først de 9 km til Bédoin, hvor der allerede var linet op i gaderne
til dagens vinfest. Vi passerede fontænen og kom ind på de 22 km mod
toppen. De første 5-6 km var stigningen ikke så slem, og det var nemt at
blive overmodig, men efter svinget ved St-Estève begyndte strabadserne for
alvor. Vi var ikke de eneste cyklister på vej mod toppen. Der var mange franskmænd ude på søndagstræning, og der var udenlandske turister, der cyklede af sted mens andre i familien fulgte med i bil og fotograferede og filmede undervejs, hvor de holdt inde og ventede. Vi fik mange opmuntrende tilråb: “Bon courage” osv. Især Mette, der ikke havde cykeltøj som alle andre, fik mange positive tilkendegivelser. Det gik langsomt opad. Svingene, som i bil kan virke skrappe, især inderst i kurven, virkede hverken værre eller bedre. Det virker nok mere slemt i bil, fordi man sætter farten ned i kurverne, men her på cyklen var der ikke meget fart at sætte ned, og skulle kurven være lidt stejl, kunne man altid holde lidt mod ydersiden. Der var ikke mange problemer med bilerne, og bilisterne var i det store hele meget hensynsfulde. Det var som om det var cyklernes bjerg. Tre kvarter efter St-Estève begyndte benene at syre til, de skreg nærmest om at få pause, og vi stoppede op, fik drukket noget vand, spiste en banan og slappet lidt af i godt 10 minutter. På grund af. stigningen havde det i nogen tid været vanskeligt at drikke, mens vi cyklede. Især havde jeg haft lidt problemer, når jeg skulle vride knæet let for at få fat i flasken. Vi blev derfor enige om at fortsætte på bedste langtursroermanér med faste korte pauser hvert 20. minut. Skoven og de mange sving gjorde det vanskeligt for os at få en fornemmelse af, hvor langt vi var kommet,
men på et tidspunkt kom vi til at følges lidt med en dansk far, der var på
vej op sammen med sin 11-årige søn, og han kunne fortælle, at vi var ca.
halvvejs, og efter at vi var begyndt med faste pauser, virkede det mere
overskueligt. Undervejs måtte jeg dog lige gå et halvt hundrede meter,
fordi det ene knæ fandt på at låse sig, men det gik heldigvis over, og vi
nåede frem til Chalet Reynard, hvor opkørslen fra Sault stødte til og
vejen nu lå helt åben med udsigt til toppen. Det viste sig at den sidste del af vejen slet ikke var så slem, som den så ud til. Ren faktisk havde stigningerne i skoven været meget kraftigere, men der kunne vi ikke se det så tydeligt, kun mærke det. Nu var stigningsprocenten nede på otte, og det gik meget mere jævnt opad. Vi var forskånet for vind, som ellers kan være det store problem her i det åbne landskab, og efter allerede to og en halv tyve-minutters etape kunne vi nyde udsigten og tilfredsheden over veloverstået arbejde på toppen af Mont Ventoux i 1912 meters højde. De 22 km fra Bédoin havde taget fire timer - ikke nogen hastighedsrekord; men vi havde klaret det. Nedturen gik let og ubesværet. Da vi ikke havde cykelhjelme med, kørte vi forsigtigt, men der skulle ikke drejes meget i pedalerne, før vi knap en time senere var tilbage i Bédoin, hvor vi slappede af og spiste vores frokost ved fontænen, inden vi kørte retur til vores hotel i Mazan.
|
|